Ny børnebilledbog på vendelbomål

Mien føst tusi or på wæjlbomol (mine første tusind ord på vendelbomål) udkom den 4. november 2022 på Sæby Friskole. Se indslaget fra udgivelsen på TV2 Nord. Bogen var den 8. november den næstmest solgte børnebog på Saxo.

3. oplag ventes på lager i juli 2023.

Til Kulturen på DR P1 udtalte redaktør Michael Bach Ipsen ugen efter udgivelsen:

Interessen for bogen har været fuldstændig overvældende. Hele oplaget på 1.000 stk. blev udsolgt på under en uge, så vi må desværre trøste dem, der havde tænkt sig at give den i julegave, med, at det også bliver jul i 2023. Til de lidt ældre læsere har Modersmål-Selskabet flere andre udgivelser med dialekt som tema, faglitterært i Dialekter i rigt mål og Sprog på grænsen og skønlitterært i Stilhed før storm. Mange har i årevis set ned på dialekterne, og det har jo ikke gjort det nemmere at holde dem i live, så vi er meget glade for at være med til at genoplive dem. Hvis man tilmelder sig vores nyhedsbrev, får man besked, så snart vi får flere på lager.

Vendelbomålet er en af Danmarks bedst bevarede dialekter, men tales efterhånden kun af bedsteforældregenerationen. Vi kan stadig nå at redde dialekten, hvis vi giver den videre til de små, nye vendelboer.

Børnebilledbogen, som er oversat af Ingrid Carlsen, er udviklet til at appellere til børn i forskellig alder og indeholder mange genkendelige ting fra hverdagen. Små billeder sat ind i en større ramme giver anledning til at pege, udforske og tale om det, man ser.

Vendelbomålets tre grammatiske køn (han-, hun- og intetkøn) er angivet med kendeordene hhv. i, en og æ. Bagest i bogen er der en alfabetisk ordliste med alle ordene oversat til rigsdansk.

Der er ingen ortografi på vendelbomål, men i balancegangen mellem genkendelig dansk stavning (trækker) og det meget lydrette (trajgå) har vi konfereret med Vendsysselsk Ordbog af Arne Espegaard og valgt den gyldne middelvej, som vi vurderer både er læsbar og med stor sandsynlighed giver en troværdig dialektal udtale.

Modersmål-Selskabet har til formål at bevare og udvikle modersmålet – med respekt for dialekterne. Læs mere i vores antologi Dialekter i rigt mål (2019).

ISBN 978-87-93708-66-2
Vejl. udsalgspris: 159 kr.
Gennem Modersmål-Selskabet: 150 kr. (gratis fragt for medlemmer)

Find den og andre bøger i vores web-butik!

Skriv en kommentar