Cecilie Lind, født 1991 og uddannet på Forfatterskolen 2011–2013, tilhører det, man kunne kalde den seneste generation i dansk digtning. En generation, som har sin særlige stemme. Cecilie Lind har i hvert fald. Hun har udviklet en særlig poetisk genre: langdigtet, som typisk fylder en hel bog, eksemplarisk udfoldet i Strunk (Gladiator 2015). Teksten kan opleves som en strøm af ord, der løber ned over siderne som en bevidsthedsstrøm. De enkelte delelementer føjes sammen til et langt forløb gennem rim, rytme, ordspil, gentagelsesmønstre og især mere eller mindre frie associative indfald. Sammen med en usædvanlig sætningsbygning og særpræget tegnsætning er disse træk karakteristiske for Cecilie Linds digteriske stil, som gør hende til helt sin egen. Det er også en stil, som kræver noget af læseren, men som også giver læseren noget. På det seneste er Cecilie Lind dog også søgt i retning af et enklere udtryk. Det gælder især bogen Mit barn (Gyldendal 2019).
Mit barn befinder sig et sted mellem lyrik og prosa, et langdigt fortalt i et kronologisk forløb fra barnets fødsel og ni måneder frem, men det karakteristiske for teksten er uorden. Som ville teksten stilistisk gengive den nybagte mors kaotiske situation. Mit barn er fortalt i et enkelt sprog. Det hele er på samme niveau og flyder sammen i én ubrudt strøm. Det giver teksten et særligt drive, som gør den nærværende og vedkommende for læseren. Og læseren kommer vel også tættere på digterpersonligheden i denne tekst end de tidligere, idet den fornemmes som det nærmeste, Cecilie Lind endnu er kommet på egentlig bekendelsesdigtning. Det kan være det, der gør Mit barn til en rå og smuk skildring af det at være mor – og menneske. Det er i hvert tilfælde en bog, der har appelleret til en bred læserskare, og som til september udkommer i svensk oversættelse af Jonas Rasmussen på Ellerströms förlag. I sin seneste bog Den nye spejltrådskaserne (ESCHO 2020) følger Cecilie Lind dog et andet spor: mindre bekendende, mere eksperimenterende.
I det hele taget gælder det for Cecilie Linds bøger, at de sprogligt går deres egne veje og gør noget med sproget, som rækker ud over det, man sædvanligvis oplever. Det er prisværdigt. Det er det, man har digtere som Cecilie Lind til, og derfor tildeles hun Modersmål-Prisen 2020.
Foto: Lærke Posselt (2019)