Læserbrev af Naser Khader,
i Berlingske Tidende den 16. november 2004
Der er en slatten holdning til vores omgangstone.
»Fucking luderland« råbte én af de to tyrkiske fætre, da han fik dommen på ti års fængsel og udvisning for drabet på den italienske turist, Antonio Currá.
Jeg ved godt, at risikoen for at lyde gammeldags, reaktionær og formynderisk er overhængende, når man kaster sig over vores sprogbrug og omgangstone. Sidste gang jeg vovede mig ud i sprogdebatten – om kommaer – blev min mailboks da også nærmest blokeret af engagerede indlæg. Og jeg glemmer aldrig, hvordan jeg også i den forbindelse blev advaret fra flere sider mod at deltage i en anden højeksplosiv debat – om retskrivning. Man frygtede, at nationen ville gå op i sømmene, hvis vi blev kastet ud i endnu en uforsonlig mayonnaise-krig – undskyld majonæsekrig.
Jeg vover pelsen endnu en gang, men denne gang er mit ærinde et andet – nemlig vores sprogbrug eller omgangstone. Er det efterhånden gået for vidt? Tag nu de seneste sager om sexchikane. Her blev spørgsmål som: »Har du fået for meget kølle?« og »Har du fået noget pik i nat?« ikke anerkendt som en overskridelse af den kvindeligt ansattes grænser. Det er åbenbart almindelig jargon blandt arbejdskolleger i dag.
Et andet eksempel er ungdomsudsendelserne i TV, hvor værternes sprogbrug har været meget indiskret til tider for at sige det mildt. I sammenhæng hermed er tonen i nogle musikgenrer heller ikke ligefrem salonfæhig. På stadigt flere skoler beklager lærerne – og andre elever – sig over elevernes sprogbrug. Et sprogbrug, der bl.a. omfatter sjove udtryk som »whallah min fætter«, men også udtryk som »fucking luderland«, »din mor er luder« mv. Mellemøstlige »gadedrengesprog« er blevet fordansket. Og noget tyder på, at omgangstonen også er blevet et problem inden for hjemmets fire vægge. En undersøgelse fra Sex og Samfund viste, at over halvdelen af forældrene opfattede omgangstonen som det primære problem i familien.
Hvad sker der med vores omgangstone? Er det bare sprogligt spræl og kreativitet – en naturlig udvikling, som vi må acceptere – eller er det en forfladigelse og forråelse af sproget, som vi bør tage op til debat.
Jeg hælder til den sidste opfattelse. Jeg frygter, at den slatne holdning til vores omgangstone og sprogets udvikling kan have mere vidtrækkende konsekvenser. For måden, vi taler om ting, påvirker også måden, vi ser på tingene. Og jeg opfatter det som et problem, når de unges sprogbrug bliver stadig mere grov, nedladende og diskriminerende i f.t. andres køn, seksualitet, religion og oprindelse – for det er jo faktisk alle de værdier, vi bryster os af at værne om i Danmark.
Endelig er det et problem for mange forældre, at de ikke har styr på, hvad deres små børn bliver konfronteret med, når de f.eks. ser TV om eftermiddagen på licensfinansierede kanaler.
Man kan ikke lovgive om sprogbrug, og det skal man heller ikke gøre. Men man kan gøre andre ting. Nogle skoler har allerede haft gode erfaringer med at sætte fokus på problemet og har lavet handleplaner og retningslinier for, hvordan man omgås hinanden. Rationalet var bl.a., at lige som man ikke må slå på hinanden, må man heller ikke udsætte ens kammerater for verbale tæv. Og jeg ønsker heller ikke censur i de danske licensfinansierede medier. Men man kunne godt ønske sig omtanke og medansvar for, hvem ens publikum er. Og anerkendelse af, at der er forskel på kommunikationssituationer – i omklædningsrummet, på toilettet og i det offentlige rum.
I den sammenhæng er det mit eget indtryk – bl.a. fra de henvendelser jeg får, at mange unge har svært ved at skelne mellem kommunikation med deres kammerater og kommunikation i mere faglige og officielle sammenhænge. Ikke dermed sagt, at jeg tror, at de velformulerede børn er de rene dydsmønstre, men de evner at reflektere over, hvem de taler med og dermed hvordan deres budskab bliver modtaget. Og det er oplagt at knytte den manglende evne hos andre til sprogudviklingen i skoler, medier m.v.
Det er på tide med en debat om hvilken sprogbrug og omgangstone, vi ønsker i det offentlige rum, i medierne og hos børn og unge. Vi skal ikke skamme os over at håndhæve vores værdier eller sætte grænser. Overtolerante voksne giver intolerante børn.