Kære Johannes Møllehave
Efteråret her er faldet ud til at blive et helt Møllehave-efterår med både Blicherpris og Modersmålspris. Det med Blicher vidste vi ikke i bestyrelsen, da vi besluttede os for dig, Møllehave, og havde vi vidst det, havde det ikke forandret noget, for vi var sikre på, at vi denne gang ville have dig på vores liste over prismodtagere. Som der står på flappen til nogle af dine bøger, er du ”tildelt et utal af priser og legater”, men vi kunne ikke være foruden dig, og en modersmålspris har du heller ikke fået før. En sådan, mente vi, kunne bedst få fat på din samlede indsats, som i højeste grad har været gennem sproget. ”Har bl.a. skrevet et utal af revyer, viser, bidrag til radio- og tv-serier, filosofiske bøger om H.C.Andersen og Søren Kierkegaard, bibelske gendigtninger, erindringer, romaner, børnebøger og oversættelser”, for igen at citere en flap. Fællesnævneren er sproget, modersmålet.
Det med sproget er noget sært noget. Lad os bare tage det mundtlige, det talte sprog: Et menneske sender en luftstrøm op gennem halsen og sætter stemmebåndene i bevægelse, hvorved der dannes en lyd, som ved bestemte indstillinger af kæber, tunge og læber, altsammen styret af hjernen, kan blive til den form for lyd, vi kalder et ord. Som lydbølger suser ordet gennem luften med 340 m. i sekundet, rammer et andet menneskes trommehinde, der sættes i vibrationer. Herefter kommer der noget med hammer, ambolt og snegl, der omsætter vibrationerne til nerveimpulser, som registreres og tolkes i hjernen. Resultat: det andet menneske bliver måske glad, eller det bliver såret eller udfører en ordre, det afhænger af hvilket ord, det drejer sig om. Adskillige videnskaber studerer de enkelte organer og led i processen – anatomi, fonetik, fysik, semantik, psykologi, filosofi – og overalt kan noget gå galt, men går det godt, så forbindes menneske med menneske gennem sproget.
Sådan findes der så mange små, dagligdags mirakler.
Alligevel hører man folk sige, at de er trætte af ord. Ord, ord, ord, nu må det være slut, nu må der handling til. Som regel ender alt dog i ord igen: når krigen har varet et stykke tid, må der mægling og fredsaftale til, når manden og konen er gået fra hinanden, skal der træffes aftaler om børnene, når operaen er bygget, skal der synges. Kun ord, sprog, ja, men lykkes det ikke for fredsforhandlerne at nå til enighed, går jetflyyene på vingerne.
Skriftsproget, sproget gennem øjnene, har sine egne mysterier, og med det indre sprog, tankerne, der hvisker i os, er det lige så mærkeligt.
Modersmålet er den afdeling af sprog i almindelighed, det er tættest forbundet med følelserne, og på det forstår vi de fineste nuancer. Med fransk er det let, siger spøgefuglen: hest hedder cheval, og så går det eller bare derudad i galop. Ja, og et piletræ hedder på engelsk willow tree, forskellen mellem ordene er bare, at for den, der har det danske ord som modersmål, er ordet forbundet med barndommens bestemte piletræer, med piletræer på malerier og piletræer i Andersens eventyr og Sophus Claussens digte. På modersmålet har ordene årringe, der har lagt sig til dem, efterhånden som de er blevet forbundet med oplevelser. Man skal være dygtig til fremmede sprog for at nå det samme der.
Jeg kommer ind på det her nævnte for at forklare, hvorfor du skal have prisen Johannes Møllehave, du har nemlig for mange været med til at lægge årringe til ordene i vort sprog. Modersmålet må hele tiden holdes i live i levende mennesker, det må videregives fra generation til generation. Alle kan vi bidrage til, at det ikke forfalder, og enkelte kan håbe på at bidrage til dets udbygning.
En digter siger:
Det Lys, der skaber
alt, vi ser –
find mig saa fint
et Skaberler!
Det er Otto Gelsted, der hylder arkitekten Poul Henningsen, ”Lysmageren”, med nogle ganske enkle, fornemme streger i ord. Kun meget få ord kan sættes ind i stedet for lys, hvis linierne stadig skal give mening; et af dem er ordet sprog, som er Møllehaves skaberler.
Jeg vil tillade mig at give dig en række hurtige øgenavne Møllehave for at få lidt nøjere fat på din brug af sprogets skaberler.
Det første skal være Flittig-Johannes. Alle ved, at Voltaire, Balzac og Dickens var skrivekugler. H.C.Andersen, Kierkegaard, Brandes – især hvis man tager dagbøger og breve med – Rifbjerg og andre på hjemlig grund. Men du kommer rigtignok godt efter dem, så alene rent kvantitativt frister du et Modersmål-Selskab til at komme efter dig. Forlæggere og redaktører ringer med ideer, og du kan ikke sige nej, selv om du forsøger at undskylde dig med dit arbejde. I erindringerne får vi at vide, at forlægger Hernov overtaler dig til at oversætte La Fontaines fabler, skønt du ”havde travlt som præst, der var opgaver, som sled: natlige samtaler, voldsomme dødsfald, svære begravelser, hospitalsbesøg, mange foredrag”. To års arbejde betød den oversættelse, midt i alt det andet.
Selv har jeg kun en svag erindring om La Fontaine-oversættelsen som fornøjelig og elegant rimet, så jeg ringede til forfatter og oversætter Lars Bonnevie for at få at vide, hvad jeg skulle mene. ”Uha”, sagde han, ”det er er mesterværk, det er et af hans betydeligste arbejder”. Ikke noget venstrehånds hos Møllehave; han må tåle at blive kaldt Flittig-Johannes.
Andre øgenavne er lette at finde på. Ved siden af Flittig-Johannes har vi Vittig-Johannes, vi har også Præste-Johannes, Johannes Læsehest, Huske-Johannes, Børnenes Johannes, Johannes Formidleren. Mange af kategorierne overlapper naturligvis hinanden.
Præsten og formidleren kan vi slå sammen. År efter år, søndag efter søndag i en menneskealder på prædikestolen, bryllupper, begravelser, barnedåb og konfirmation, besøg hos syge og døende. I kirken skal dagens tekst formidles, og de der ikke har været til stede ved Møllehaves gudstjenester, må nøjes med i prædikensamlingerne at læse sig til, hvordan han gør det. Selv på skrift kan man ikke undgå at mærke det levende, talte ord: overalt krydres og oplyses det overleverede ord -”Ordet” – med eksempler fra dagligdagen, humor, ja vittigheder, ordspil og underfundige sammenstillinger af dagens tekst med citater af digtere og filosoffer. Kloge læsninger listes frem. Ind imellem må det vel være rutine og pligt, det daglige arbejde, men netop der er modersmålet fuldt så vigtigt som i den høje digtekunst, og Johannes Formidleren svigter ikke sin menighed, fordi han har lovet at oversætte La Fontaine.
Som et smukt eksempel uden for kirkesammenhængen kan nævnes dine ”faxerier”, brevvekslinger over fax med den 83 årige Halfdan Rasmussen. Den gamle digter er plaget af sygdom og kan godt være lidt gnaven og mismodig iblandt, men det er tydeligt, hvordan du muntrer ham op og trøster ham, så sproget blomstrer, og den rigtige Halfdan kommer frem igen.
Huske-Johannes! – vi mangler mange Johannesser endnu. Det siges, at du kan alle Benny Andersens digte uden ad, og hans samlede digte er på 1040 sider. Benny Andersen bliver selv helt forpustet over al den hukommelse. Kan du ikke huske, siger du til ham, dengang vi lavede ”Hov-hov” til tv, det var dengang med gruppesex, og du foreslog en sketch med et ungt par i en seng; de hører støj ude på gangen og pigen udbryder; ”Skynd dig ind i skabet, nu kommer min gruppe”. Benny Andersen har glemt det, og du kalder det en tragedie med den glemsomhed. Du må tilgive ham Møllehave, og de fleste af os andre med; det er dig der er et fortidsuhyre på det punkt, men et herligt fortidsuhyre, som flere burde stræbe efter at leve op til.
I begrundelsen for prisen kaldte vi dig alvorsmand og spasmager. Du spænder med dit sprog fra det uendeligt store til det uendeligt små, fra dybsindig udlægning af Kierkegaard og Dostojevskij til hverdagens gode vittigheder, og tit ser du det store i det små som med Storm P`s fluer.
Dit hovede er et kanonhovede, for alle klassikerne bor i det, både H.C. og Benny Andersen, Grundtvig, Sophus Claussen og mange flere; af de udenlandske kommer Shakespeare nok først. Alligevel er der også plads til et hurlumhej af rim, remser og vittigheder. Traditionen bor i dig, modersmålets historie er levende i dig, og du er ikke karrig med at dele modersmål ud til dine medmennesker.
Humoren har med vand at gøre, du anfører det flere steder, og den er netop udtryk for, at der er balance mellem legemets væsker, den gule og den sorte galde, den dorske flegma og det sangvinske røde blod. Nok så sindrigt er i følge de gamle denne balance mellem legemsvæskerne årsagen til sindets ligevægt, som kaldes etos, og det er den dit samlede værk udtrykker. Den tråd af humor, der løber gennem dit værk er både din og værkets etos; humoren holder tingene i deres rette proportioner: helte og genier findes såvel som skurke og tossehoveder, men til syvende og sidst er vi alle mennesker, og kun guderne er store.
Kære Møllehave. Vi er stolte over at dele modersmål med dig.
Foto: Kaj Nielsen-Gøgsig