Det sølle danske sprog
I en kendt sang siger Grundtvig:
Langt høiere, ædlere, finere Sprog
skal findes på Fremmedes Tunge
og udtrykker dermed også mange nutidige danskeres syn på deres modersmål. Det ér ikke rigtig noget, sammenlignet med de prægtige tungemål som omgiver os: det elegant rapkæftede franske, det smarte og strømlinjede engelske, norsken der klinger som lærkesang og fossebrus mellem fjeldtoppene, tyskens tunge og strenge værdighed.
Hvad kan være grunden til denne udbredte ringeagt for modersmålet?
Der er sikkert årsager som ligger uden for det rent sproglige: Snobberi for det udenlandske, traditionen for at vi ikke tager os selv rigtig alvorligt, generthed over at vi er så få og små osv.
Men der er også noget som skyldes forsætlige fejlbedømmelser af det rent sproglige.
Ordbøgernes størrelse
Lad os først se på ordforrådet. Dansk har jo ikke nær så mange ord som de store kultursprog syd- og vestover, vel? Nu er det nærmest meningsløst at sætte tal på en persons eller et sprogs ordforråd, men sammenligner man ved at veje ordbøger på en køkkenvægt, er det tydeligt at tyske, franske og især engelske ordbøger er meget større og tungere end de danske.
Men det kommer først og fremmest af at ordbøger på de store sprog kan sælges i kolossale oplag, sammenlignet med danske ordbøger. Derfor er der råd til at gøre dem større. De er simpelthen redigeret efter andre principper end de danske.
Tag nu Ordbog over det Danske Sprogs 28 bind (1919-56). Den indeholder mindst 250.000 opslagsord, men det er jo ikke meget sammenlignet med The Oxford English Dictionary’s 600.000. Men ODS er – især i visse perioder af sin tilblivelse – meget tilbageholdende med at optage fremmedord.
Tager vi nu de fremmedord som vi kender fra helt moderne ordbøger og lægger dem oveni, så er vi straks oppe på i al fald 400.000 ord. Yderligere kunne vi tage mange flere gamle, lidet brugte ord, vi kunne tage slangord med, og vi kunne tage hensyn til ord fra specielle fagområder – som Oxford-ordbogen gør. Så er vi al fald meget nær ved de 600.000 ord, har jeg regnet ud.
Men som sagt, på grund af de små oplag og de høje priser, kan danske ordbøger ikke yde nogen videre service over for krydsogtværs-løsere eller scrabble-spillere. Der er simpelt hen ikke marked for så rundhåndet redigering som i Oxford eller hvor det nu foregår. Vore ordbøger må give afkald på en stor del af det som fylder godt op i de store sprogs ordbøger.
Konvergens og divergens
Går vi til enkelthederne i sprogsammenligningen, ser vi hvorfor der også her opstår den illusion at dansk er mindre raffineret end de andre sprog; vi har fx ikke så mange og fine betydningsnuancer, mener mange, og grammatikken er grov og primitiv i sammenligning.
At hund, kat, hest, ko svarer nøje til dog, cat, horse, cow på engelsk er ikke noget pædagogisk problem. Det er et glosespørgsmål slet og ret. Men i en del tilfælde gælder det at der til ét dansk ord svarer flere i det fremmede sprog. Til dansk lære svarer engelsk teach og learn og tysk lehren og lernen. Det danske flere skal på engelsk hedde enten more eller several og tilsvarende på tysk mehr og mehrere. Hvad der på dansk hedder nægte, skal på tysk efter ganske bestemte regler gengives som verneinen, leugnen, sich weigern, verweigern og på engelsk som deny og refuse, og der er ikke frit valg!
Det er det man kalder det divergente synspunkt. Ét ord i modersmålet, flere i det fremmede sprog:
| plays | aber | |||
| spiller | men | |||
| is playing | sonders |
Det er indlysende at det er de divergente forhold der skal ,studeres nøje i fremmedsprogsundervisningen. Hvor det fremmede sprog er mere opdelt end dansk, der har vi vanskelighederne. Koncentrationen om disse problemer giver eleverne det indtryk at de fremmede sprog overalt har flere udtryksmuligheder – flere ord – end dansk.
Men har man prøvet at undervise udlændinge i dansk, opdager man hurtigt at dette også er en illusion. For udlændingene skal netop interessere sig for de områder hvor dansk er mere differentieret end deres eget modersmål, for her har dé problemerne. Hvad der for udlændingene er divergente forhold, bliver fra vores synspunkt konvergente:
| forlade | i | |||
| leave | während | |||
| efterlade | under |
Engelsk klarer sig stort set med ét ord (think) hvor vi vælger mellem mene, synes og tro, som har hver sin distinkte betydning: jeg mener det er for dyrt
– jeg synes det er for dyrt – jeg tror det er for dyrt.
Eller de svømmede i søen i en time men de gik rundt om søen på en time – som er noget helt andet end de gik rundt om søen i en time.
Konvergens og divergens spiller også en rolle når vi ser på udtalen. Engelsk og tysk har fx både stemt og ustemt s: decide/design, reißen/reisen, mens dansk kun har ustemt s. Til gengæld er rækken af de danske vokaler mere differentieret end i noget andet europæisk sprog: de tre trin i mile – mele – mæle er virkelig et problem for udlandet – for slet ikke at tale om de fire i rækken ugle – Ole – åle – årle. De fleste kan klare forskellen mellem mile og mæle, men forskellen mellem mile og mele og mellem mele og mæle kræver stor træning.
Ligesom stødet. Til at begynde med kan udlændinge slet ikke opfatte udtaleforskellen mellem bønder og bønner, og man skal have øvet sig længe før man også kan gengive stødet – på de rigtige steder! Kullen er ikke det samme som kulden, og at Engell og engel er to forskellige ord kan man uden videre høre, når man altså er indfødt.
Grammatisk og strukturel klarhed
Også i grammatikken er der masser af den slags tilfælde hvor dansk har en skelnen som udlændinge kan have stort besvær med at finde ud af.
Vi har fx tre passiver i dansk: hentes – bliver hentet – er hentet, og det er der ikke mange der gør os efter. Vi skelner altså klart mellem avisen skal hentes – avisen skal blive hentet og mellem avisen blev hentet – avisen er hentet, og det er skam ikke så ligetil.
For folk med fx romansk eller slavisk baggrund er det ret svært at forstå hvad forskellen er mellem han spiste og han har spist, for der er ikke noget i deres sprog som svarer nøje hertil. Selv noget så ligetil som Lise brugte hendes penge og Lise brugte sine penge er svært og mystisk for de fleste udlændinge. Og hvorfor er vi helt sikre på at der er trykstærkt er i
der ér en vejrhane på taget
men tryksvagt i
der er en skorstensfejer på taget
Det er et hyr at forklare en udlænding reglen for dette, men det kan lade sig gøre.
Eller se på denne konstruktion, som er ganske almindelig dansk tale- og skriftsprog: havebordet tror jeg ikke, vi kan forlange, at de tager med.
Sætningens førsteled, havebordet, er genstandsled for udsagnsleddet to bisætninger længere til højre. Denne “sætningsknude” er der ikke mange sprog der har, men os giver den mulighed for meget smidig pointering i tale og skrift.
Tænk også på at vi har ét ord, at måtte, som dels betyder ‘have tilladelse til’, dels det modsatte, nemlig ‘have pligt til’. Altså svarende til engelsk may og must, tysk dürfen og müssen. Men vi er aldrig i tvivl om hvilken betydning der foreligger, for det holder grammatikken nøje styr på: hvis jeg må komme i eftermiddag (tilladelse) – nu må du skynde dig lidt (pligt).
Normaliseringens effekt
Et andet forhold der gør at danskere er tilbøjelige til at tro at andre sprog er højere, finere og ædlere end dansk, er noget der hænger sammen med undervisningen.
Vi diskuterer ustandselig de konkurrerende former i vores sprog. Hedder det vores eller vor? Forpligte eller forpligtige? Hvorfor siger nogle han er hurtigere end jeg når det naturlige er …end mig? Skal vi skrive resurse lige ud ad landevejen eller ressource stavet på fransk, eller måske på engelsk? Hvad er det rette: efter at vi var gået eller efter vi var gået? Man kunne blive ved, og det gør man.
Når vi bliver undervist i et fremmedsprog, oplever vi at det går efter helt anderledes faste regler end dansk. Der er remser og bøjningsmønstre og en logisk og klar syntaks. Det skal være sådan og sådan, ikke noget med begge dele eller tvivl om hvad der er rigtigt. Lære- og håndbøger lyser af grammatisk og strukturel klarhed, og danskerne bøjer hovedet i beundring for det fremmede og ydmyg undseelse over det hjemlige.
Men det er igen ren indbildning. Når man underviser i et fremmedsprog, så forenkler man, over for både begyndere og viderekomne. Det gør man for at kunne formulere regler, lave remser og opstille klare mønstre for eleverne. Det kan kun lade sig gøre hvis man ser bort fra mange undtagelser, dobbeltformer og ubeslutsomheder i sproget. På den måde kommer fremmedsproget til at fremstå som noget langt mere regel- og principfast end det er.
Nøjagtig det samme gør de lærere der underviser udlændinge i dansk. De gør deres elever en tjeneste ved at vælge mellem vor og vores, så de ikke skal ulejlige sig med at træffe beslutning selv. Hvis eleverne kender formen forpligte, er det ret ligegyldigt med den anden, forpligtige. Eller omvendt. Det er også tilstrækkeligt med én stavemåde, fx i tilfældet resurse/ressource, og én udtale: man behøver ikke at bebyrde eleverne med dobbeltheden mer/mere og fler/flere, når nu skriften kun har mere og flere. Han er hurtigere end jeg/mig: man lærer dem det ene eller det andet, enten det der svarer til forholdene i en del andre sprog (…end jeg) eller det som de fleste danskere vitterlig siger (…end mig).
Kigger man i en lærebog i dansk for udlændinge, fremstår vort modersmål såmænd som et sprog efter fast køreplan på grammatikkens skinner. Dette er lige så lidt sandheden om dansk som det er sandheden om andre sprog.
Men sammenligner man det faktisk eksisterende dansk med en forenklet og normaliseret udgave af fremmedsproget, så er det klart at man kommer til et galt resultat.
Dette kan kun blive korte isolerede eksempler, men en større samlet fremstilling af det danske ordforråd og den danske grammatik kan systematisk vise at dansk er et ganske almindeligt veludviklet sprog med et stærkt differentieret ordforråd og en kompliceret, præcis og fintfølende grammatik – lige som fx engelsk, fransk og tysk.
Forskning og undervisning
Det er først i løbet af de sidste ca. 30 år at udlændinge uden for Norden for alvor er begyndt at interessere sig for at studere og lære dansk. Dét var hverken sprogforskningen eller lærerne forberedt på. Hidtil havde sprogforskerne skrevet danske ordbøger og grammatikker for danskere, og nogle ganske få dansklærere havde undervist danske elever i deres modersmål rundt omkring i skolerne.
Da undervisningen i dansk for udlændinge skulle i gang, havde lærerne for lidt forskning at bygge på, og deres teoretiske kendskab til dansk var stort set begrænset til det man skulle bruge for at undervise danske elever for en 150 år siden. Yderligere var man nødt til at ansætte en del lærere hvis eneste kvalifikation var at de talte dansk. Denne kategori af lærere, som altså manglede al sproglig indsigt, var tilbøjelige til at sige til deres elever at der ikke rigtig er regler for dansk, det er noget man må se at få på fornemmelsen. Dette ukvalificerede sludder bidrager naturligvis til vrangforestillingen at dansk er et udflippet, udisciplineret og mindreværdigt sprog.
Der er sket meget i udforskningen af det danske sprog de sidste 25 år, og fremmedsprogspædagogikken blomstrer som forsknings- og uddannelsesområde. Derfor er der også kommet en del dygtige dansklærere til, kyndige folk som ikke skildrer dansk som en forpjusket høne. Og så er dansk i øvrigt blandt de hundrede største sprog i verden!
Findes der dårlige sprog?
Et dårligt sprog må, lige som en dårlig skruenøgle, et dårligt hus eller en dårlig stol, være et sprog der ikke opfylder sit formål, nemlig at tjene som meddelelsesmiddel om den omgivende verden og som udtryk for tanker og følelser.
Der er intet der tyder på at der egentlig findes sprog af ringere kvalitet, altså sprog som hindrer tanker i at blive tænkt og meddelelser i at blive meddelt fra et individ til et andet. Eller som besværliggør disse processer. Der findes naturligvis mennesker som er elendige til at bruge deres sprog, men dette er ikke sprogets skyld.
Og hvis man hører en landsmand erklære at han absolut ikke kan udtrykke sig klart og præcist på dansk, men altid er nødt til at ty til fransk eller engelsk, så kan man godt regne med at han bare er dårlig til dansk og sandsynligvis endnu ringere til fransk og engelsk, siden han selv kan tro at han er bedre til det end til sit modersmål.
I det danske sprogs tusindårige historie kan vi iagttage det: Sproget skal hele tiden løse nye opgaver, så der kan kommunikeres om kristendom, verdslig lærdom, politik, filosofi, teknik osv. Hver gang noget nyt dukker op i historien, skal sproget udruste og indrette sig, og det gør det så. Der er intet det danske sprog ikke har klaret og ikke vil kunne klare!
En dansk forfatter har med triumferende vankundighed karakteriseret det danske sprog som “en lavstammet bastard”, som han dóg opfordrer os til at elske og agte.
Det er naturligvis et falsk og ondsindet signalement. Det danske sprog ér en højbåren jomfru og en ædel kongebrud, og det kræver ingen overvindelse at agte og ære hende. Det har hun krav på – og hun har også sine krav til os.