Kære Ghita Nørby
Det er med stor glæde – og i ærbødighed for dig som menneske og kunstner – at vi byder dig velkommen her.
At give dig Modersmål-Prisen – og at motivere det – er for mig en dejlig opgave jeg har glædet mig til!
Da du i 1935 fik døbenavnet Ghita (som betyder sang på sanskrit!) og efternavnet “Nørby” jo var givet – så var visse puslebrikker allerede lagt. Borgerlighed når den er allerbedst, har du kaldt stilen og stemningen i stuerne i Nyhavn nr.10, hvor kunstnere færdedes og smukke ting var en selvfølge. Det var tryghed – som også indeholdt et kærligt krav – måske om at du blev pianist eller sanger …
Men du fik opfyldt din egen drøm (der i mange år var hemmelig, som de drømme bør være, man allerhelst ser opfyldt (… har du sagt)). Det blev som skuespiller – som talestemmens kunstner – vi fik lov at opleve dig.
Sproget er et af de vigtigste – vel det vigtigste af dine redskaber. Som redskab og som musikalsk materiale er det hos dig, Ghita Nørby, i de allerbedste hænder. Skønt sproget er en gave af en ganske speciel art, tager de fleste af os det til daglig som en absolut selvfølge. Men du hører til dem, der tænker over gaven.
Om du skriver eller fører samtale, er på scenen som skuespiller eller oplæser, har du en naturlig og helt selvfølgelig indbygget omtanke for ord. Med hele din fremtræden sender du signaler om kærlighed til sproget. Ord der klangligt egner sig til at være naboord, og samtidig er beskrivende for hvad du vil fortælle, dukker bare op.
Du giver din samtalepartner og dine tilskuere en rytmisk og sproglig/musikalsk oplevelse af ganske særlig høj karat. … “hvor skal jeg gå hen og være umulig? Alting er så rigtigt og så ideelt. En idyl med kursiv”, siger du et sted om din beskyttede barndom. … og din fars smukke sommerfugle samlet og sat på nål af ham i ungdommens vår hjemme i Thisted …? … dem får du aldrig at se. De er formøllede, da han vil vise dig dem, og kun navnesedlerne er tilbage. Du var 7 år, men tog det helt roligt og stille. Var ikke en gang skuffet over at dette sandhedens øjeblik ødelagde de drømme og beskrivelser der var gået forud. Muligvis blev det endnu mere vidunderligt af det, ræsonnerer du tappert.
Der er ingen lighed mellem din måde at være menneske og kunstner på og så “sommerfugle på nål” eller “idyl med kursiv”! Du er en mangefarvet, flyvende sommerfugl, der ikke har ladet sig sætte på nål. Og idyl – lad os omdøbe den til harmoni (absolut uden kursiv) – harmoni med dine roller – og med det stykke land du står på – og med dit publikums åndedræt.
Og det uanset om det er yndige ungpigeroller, Dronning Elisabeth eller Fru Heiberg … Fædra eller Panduros Louise. … Fru Skjern eller Bergmanns ursvenske mormor i “Den gode vilje” (som talte et velklingende svensk!)
H.C. Andersen læser du for os, så nu kun dine høns på hjalet, dine kurrende duer og skarpørede ugleforældre lader sig høre, og vi vogter os vældigt for efterligninger! Du er lykkeligvis imod letlæselige oversættelser af H.C. Andersen. Dit argument er, at det er nyttigt for børn at møde svære ord. Det åbner mulighed for samtale om ordene – og samvær – og (jeg citerer dig): “ved højtlæsning bliver der tegnet en magisk cirkel om barnet og den voksne, og det er uendelig trist, hvis vi glemmer at give denne stemning videre”.
Cirklen om dig og børnebørnene (tror jeg) har særlig magi ved, at nu læser farmor (!) og slet ikke Ghita Nørby.
Også dyrene lægger øre til – du taler deres sprog (og deres sag i Dyrefonden) – og gerne havde du foruden mynderne også en elefant og en ulv, hvis man kunne lufte dem i Søllerød Skov!
De ville lyde din milde ordre – ingen tvivl om det! … ikke for den der har set hund og hund imellem, hvor hovedaktørerne respektløst og uden skelen til madskålen, sender dig dybe distraherende blikke.
Du beriger tilværelsen for os. Fejende og flot i kunsten … og nyttigt i hverdagen, når du fortæller åbent og enkelt om, hvordan du klarer kriser i livet, som vi kan jævnføre os med.
Tak for mange, mange smukke sproglige oplevelser, der aldrig kan blive mange nok …!
Hjertelig Tillykke med Modersmål-Prisen.
