Kære årbogsforfattere, kære Peter Abrahamsen, kære gæster, kære medlemmer.
Velkommen til præsentationen af Modersmål-Selskabets årbog 2016 her i den gamle hovedkasse på Københavns smukke rådhus. Sidst jeg var her var til Kejser Alexander III og den danske Kejserinde Dagmars 150 års jubilæumsbal. Det er ikke så længe siden, det var den 5. november. Dér fungerede hovedkassen som omklædningsrum for damerne.
Blandt arrangørerne af det kæmpe bal var vores bestyrelsesmedlemmer Irina Bjørnø og Lars Ove Sørensen. Nu har de fået os tilbage på rådhuset. Tak for det.
Omslaget på den nye årbog er udført af kunstner og grafiker Kitte Fennestad, som desværre lige er død. Kitte Fennestad lavede den første årbog for Modersmål-Selskabet i 1995, »Det synlige sprog«. Siden da har der været et tæt samarbejde mellem Kitte Fennestad og Modersmål-Selskabet i forbindelse med udgivelsen af vores årbøger. Det er på sin plads her i dag at erindre om og sige tak for samarbejdet. Men vi skal til den nye årbog.
Med disse ord indledte formanden præsentationen af Selskabets årbog, nr. 37 i rækken, BOrdets glæder. Medlem af årbogsudvalget og bestyrelsen Lise Bostrup præsenterede efterfølgende Peter Abrahamsen med blandt andre disse ord: »Peter Abrahamsen er jo ikke ›bare‹ en musiker og sanger, som vi alle sammen kender fra dansktoppen og programmer i radio og tv, men også en fremragende kok, der sågar underviser i at lave cajun-mad på AOF i Slagelse. Peter har spillet rock og country, men de seneste år har han vendt sin interesse mod den danske sangskat, og han har lavet sin egen fortolkning af sange af blandt andre Jeppe Aakjær, en ›hverdagsdansk fortolkning‹. Peter Abrahamsen er tillige formand for Aarestrup-foreningen i Nysted.«
Peter Abrahamsen indledte med sangen »Nu tændes stjernen«, efterfulgt af »Til en Veninde«, charmerende pakket ind i anekdoter om Emil Aarestrups liv og levned.
Bestyrelsesmedlem og også medlem af Modersmål-Selskabets årbogsudvalg Claus Tilling præsenterede herefter årbogens forskellige artikler. Først forordet ved Gerda Thastum Leffers, der sætter rammen for årbogens tema: måltidets løfterigdom. Claus Tilling citerede fra Farinelli, som den ældre del af den danske befolkning vil være bekendt med, »Herren, som skabte alt på jord, skabte vel også dette bord«, fremført af Poul Bundgaard. Claus Tilling talte blandt andet om en filosofisk og naturvidenskabelig tilgang til temaet, om sprogets bundethed til tiden, om samtalerne i køkkenet.
Elisabeth Sinding, bidragyder til årbogen, afløste i 2001 Gerda Thastum Leffers på formandsposten i Modersmål-Selskabet og beklædte formandsposten frem til 2004. Elisabeth Sinding takkede for muligheden for at bidrage til årbogen. Elisabeth takkede Gerda Leffers for det smukke forord, der spændstigt bandt de forskellige indlæg i årbogen sammen. Elisabeth fortalte også om sit samarbejde med Kitte Fennestad. I sine overvejelser om sit bidrag til årbogen fortale Elisabeth Sinding, at hun for sig havde set dén bordherre, der udelukkende talte om sig selv, eller endnu værre, så lige igennem én. Med udgangspunkt i disse overvejelser havde Elisabeth vendt sig til Emma Gad, som man jo grinede ad i 80’erne. Men som det så ofte viser sig, »far har altid ret«. Der er stor inspiration at hente i Emma Gad. Stor inspiration er der også at hente i Elisabeths ældrekollektiv, hvor der bor omkring 140 personer. Muligheden for at spise varm mad midt på dagen giver også mulighed for at møde mange mennesker, hvis man selv vil, for at cirkulere mellem bordene, føre »small talk« som i en lille landsby. Med tiden sætter man stor pris på at tale om de små ting.
Medforfatterne Mogens Lykketoft og Hanne Holm fortalte om deres eksperimenter med klima og bæredygtig mad, der havde været et tema for FN’s Generalforsamling. Mogens og Hanne havde via Skype kokkereret tværs over Atlanten i dialog med en gruppe i Danmark og på den måde udvekslet synspunkter og erfaringer. Mogens Lykketoft fortalte, at han faktisk har fået hele Gustav Wieds middag serveret på Hotel Prindsen i Roskilde, dog med vagtelæg i stedet for vibeæg, der i mellemtiden er blevet fredet. »Hold jer for næsen og stol på fiskesaucen«, sluttede Hanne Holm.
De cirka 65 fremmødte var begejstrede. Peter Abrahamsen sluttede af med Kaj Munks »Lykken gik ved min side, og lykken var ikke min«, anekdoter fra Vandkunsten i København, samt Jeppe Aakjærs tekst »Fuldmånen stille sejler«. Peter afsluttede med »Auld Lang Syne«/»Skuld gammel venskab« på »hverdagsdansk«, der som forudset gav anledning til debat. Arrangementet blev afsluttet med Modersmål-Selskabets snart traditionelle kage.
(Billeder af Ingrid Carlsen og Kaj Gøgsig Nielsen)