»Aftenstille villavej
hus i Herlev, du og jeg
børn der leger og vi har ild i brændeovnen
Og du, du kommer hjem fra job
Jeg har taget vasken op
Du har parallelparkeret vognen
Det er ikke vildt, men det er lige her
Et hjem i et hvor som helst kvarter
Vi er først lige begyndt
Det er vores liv og det er skønt…«Fra »Herlev, det er skønt«, 2002
Intet sprog kan undvære dem, troubadourerne, den slags poeter, der både digter sangene og synger dem selv, og heldigvis har vi på dansk stadig en del af dem. Steffen Brandt er en af de bedste og mest vedholdende. Gennem mere end 20 år fra debutalbummet i 1981, ”Fantastiske Toyota” til pladen fra sidste år, ”På kanten af småt brændbart”, har han sunget for os på vores eget sprog, han har udtrykt vores følelser og drillet og provokeret os, og han har fået os til at synge med.
Tag ovenstående lille strofe som eksempel. Kan man lave poesi med ord som ”parallelparkering”? Ja åbenbart. Vi får malet en nutidig og virkelighedsnær situation frem med ganske enkle hverdagsord, og så med et strejf af lune, så idyllen ikke bliver for sødladen. Det var nu godt, at konen parallelparkerede og ikke tværparkerede.
Sådanne stemninger og følelser skal et sprog kunne forløse, og det skal gøres igen og igen og for hver generation på en ny måde. Godt vi har digtere og sangere til at gøre det, for her er virkelig et domæne at tabe til det engelske, som efterhånden dominerer sangområdet i medierne. For at være rigtig fint skal det være på engelsk, det lyder ligesom bedre, siger musikerne. Sludder og vrøvl, Steffen Brandt viser noget andet. Men det engelske skjuler selvfølgelig til en vis grad klisterværket af tynde og tomme klicheer, der sprøjtes ud over publikum.
Derfor er vi i Modersmål-Selskabet glade og stolte over at give årets modersmålspris til Steffen Brandt.
Bent Pedersbæk Hansen