Henrik Hagemann
Vi kender alle Svantes sørgmodige hjemve efter Sverige:
Her står jeg og stirrer mod Sveriges kyst
Og længes mod højere bjerge.
Mit hjerte tripper og basker af lyst
Til at ta med den første færge
og glemme alt det onde
i lyse birkelunde
hvor unge piger ler …
men jeg må blive her
for ellers bli’r jeg søsyg.
Tonen skiftede heldigvis da Øresundsbroen skulle indvies næsten 30 år senere:
Her står jeg og stirrer mod Sveriges kyst
Og føler mig landfast i troen.
Mit hjerte tripper og basker af lyst
Til at indvie Øresundsbroen.
Og samle vore lande
på tværs af visse vande.
Fra den dag dette sker
bli’r jeg aldrig søsyg mer.
Jeg glæder mig til Broen.
Forventningen i Svantes glæde er vi mange der har følt. Og den er jo i stor udstrækning blevet opfyldt. Både københavnerne og malmøboerne har opdaget at det går udmærket at forstå hinanden sprogligt på tværs af Sundet. Læg mærke til hvor mange svensktalende ekspedienter vi møder i de københavnske stormagasiner, eller hvor mange svensktalende medarbejdere vi bliver betjent af i Kastrup Lufthavn. De tilpasser deres sprog en lille smule og taler svansk. Og hvor meget dansk hører man ikke på gaderne i Malmø? Nu bliver vi ikke søsyge mere, heller ikke psykologisk, når vi skal over Sundet. Men der er stadig en alt for stor mængde hindringer for yderligere samspil mellem de to sider. Det får statsministrenes Grænsehindringsforum med Ole Stavad som Danmarks medlem gradvis gjort noget ved, men det er en sej kamp mod passiv velvilje og bureaukrati. Den historie skal bare ikke skildres her.
Sprogligt er der altså ikke det store problem i at forstå svensk. I mine øjne er det langt mere et psykologisk fænomen. Og problemet er vokset. Som jeg ser det, hænger det blandt andet sammen med danskernes angst for det fremmede og for vores sproglige intolerance over for selv den mindste afvigelse fra et standarddansk. Vi lukker ørerne og øjnene i stedet for at åbne dem.
Jeg er imidlertid optimist. Den interessante dansk-svenske krimiserie ’Broen’ demonstrerer klart at man uden falbelader og sproglige dikkedarer kan arbejde sammen på tværs af grænsen. De medvirkende taler deres modersmål, og selv om serien er tekstet, vil tekstningen alligevel åbne også for en nysgerrighed i retning af at man da udmærket kan forstå hinanden i den konkrete situation. Det er godt at se nabosprogsforståelse i praksis.
Da jeg i sin tid som dansklærer også underviste lidt i svensk for at gøre det klart at man udmærket kunne føre en tosproget samtale eller læse en god bog på norsk eller svensk, var det meget nemt i København. Her var de unge vant til at når de ikke gad se dansk fjernsyn, slog de over på svensk fjernsyn; det var ikke et fremmedsprog, det var – og er – et nabosprog. Da jeg så i 1970 kom til Kolding, var det betydeligt vanskeligere at undervise i svensk her; de unge dér var vant til at skifte over til tysk fjernsyn når de var utilfredse med det danske, så de betragtede svensk og til dels norsk som serbokratiske dialekter. Trods det at den sprogsystematiske forskel mellem standarddansk og sønderjysk er større end forskellen på dansk og svensk.
Ikke desto mindre fyldte den sproglige oversigt over karakteristiske træk i svensk jeg gav mine studerende, kun to duplikerede A4-sider.
Svensk har i flere henseender bevaret ældre nordiske forhold. Blandt de vigtigere træk er:
- De gamle fællesnordiske tryksvage vokaler -a, -i, -u er blevet til –e i dansk, fx i binda, bondi og morgun som er blevet til dansk binde, bonde og morgen. I svensk er –a bevaret i de fleste tilfælde, og –u ser vi i visse faste vendinger, fx till godo, og i sammensætninger som kyrkogård, kvinnokläder, gatuplan. -i er også i svensk blevet til –e.
- Det gamle bløde –g efter vokal er enten blevet til –j, til –v eller er helt forsvundet i dansk, mens det er ganske velbevaret i svensk. Fx høj, hög; lave, laga; flue, fluga.
- De gamle klusiler efter vokal –p, -t, k er i dansk blevet til –b, -d, -g som i skepp, skib; gata, gade; baka,bage.
Noget af det svenskerne (og ikke-danske i det hele taget) har sværest ved i udtalen, er det danske stød. Det er kun danskere der kan høre forskel på mor og mord eller på hun og hund. I svensk har man i stedet forskellig tonegang (tonal accent) på oprindelige enstavelsesord og oprindelige tostavelsesord. Det er kun sjældent det har betydningsadskillende funktion, men der er dog tilfælde: tomten er bestemt form af tomt = (bygge)grund eller tomte = nisse. Som regel kan man heldigvis af sammenhængen forstå hvilken betydning der er tale om.
Og så er der lige det med talordene. Her er danskerne mere reaktionære end selv franskmændene, så er det sagt! Det svenske titalssystem er enkelt og logisk. Nordmændene skiftede helt over til det i løbet af ganske få år i midten af forrige århundrede.
Hvad ordforrådet angår, regner vi med at ca. 600 af de 1000 hyppigste ord er de samme i dansk og svensk. Skriftbilledet kan umiddelbart se anderledes ud ved æ og ø, men det er altså ikke svært at vænne sig til. Det er det med de to prikker, ikk’?
Artiklen er tidligere offentliggjort i Norden Nu.