”Du har modersmålet i din magt!” var en udtalelse af en besøgende på Modersmål-Selskabets stand 388 til en af vores meget engagerede medlemmer, som havde vagt på standen.
Der var usædvanlig stor tilstrømning af besøgende på vores stand i år. Vores konkurrence ”Dus med dyrene” var som en magnet, der tiltrak unge så vel som gamle, ja børn ville også prøve. Vi trak 2 vindere pr. time, og næsten alle svar var rigtige.
Vi havde en god snak om sproglige forhold. Mange mente, vi havde et godt formål, men var for lidt synlige i landskabet, og vi derfor må gøre noget mere for at være det. ”Vi burde have en lov i lighed med rygeforbud, hvilken forbød engelske ord i det danske sprog og i øvrigt forkert udtale og stavning!” Der kom forslag om ordsprog som titlen på næste årbog.
Vores nye, dugfriske, røde bogmærke: ”Vild med dansk” gik som varmt brød. To skoler på Bornholm ønskede vores sangbøger: ”Syng dansk – det er kanon” til alle børnene.
Mange af de forrige års årbøger blev solgt, især ”Dialekter – sidste udkald”. Vi fik 20 nye medlemmer, hvilken er rekorden på Bogmessen. Det viser en stigende interesse for vort modersmål.
Vi fik i øvrigt den ære at have tidligere prismodtager Erik Hansen og frue på besøg på vores stand. Kaffebolcherne skulle alle forbipasserende smage!
Invitationer til årbogspræsentationen blev delt ud og denne dag kunne man hente gevinsten: ”Dansk i tusind år” hvis man var den heldige vinder i konkurrencen.
16. ‒ 18. november blev tre dejlige, spændende dage med travlhed og 20 nye medlemmer i Modersmål-Selskabet. I lighed med de tidligere år vil vi også være til stede de kommende år.
Kaj Nielsen-Gøgsig og Ingrid Carlsen fotograferede.