Aktivitet og forandring – Bestyrelsens beretning 2017

På vegne af bestyrelsen aflagde Modersmål-Selskabets formand, Mette Bjørnvig Kaufmann, beretning på den ordinære generalforsamling i Kgs. Lyngby den 10. maj 2017.

Forandringens vinde

Det har været en aktiv og initiativrig bestyrelse i det forgangne år, og forandringens vinde har blæst over Modersmål-Selskabet i den forløbne periode. Vi sagde farvel til Michael Blædel, redaktør af Sprog & Samfund og Selskabets årbog gennem det meste af en menneskealder. Michael Blædel havde et tæt samarbejde med den anerkendte layouter og  kunstner, Kitte Fennestad, som døde i efteråret 2016; årbogen, (B)Ordets glæder blev hendes sidste.

Vi siger farvel til Selskabets sekretær Pia Wind, der dog fortsat arbejder for Modersmål-Selskabet, indtil vores nye sekretær, Anne Lisbeth Nielsen, er kørt i stilling. I november måned forlod Jørgen Chr. Wind Nielsen efter eget ønske formandsposten, men fortsatte som fungerende formand frem til årsskiftet 2017. Jørgen fortsætter som bestyrelsesmedlem og medlem af mediegruppen. Vores mangeårige bestyrelsesmedlem og kasserer, Kirsten Fenger, takker af for denne gang og modtager ikke genvalg på indeværende generalforsamling; dette er også tilfældet med vores bestyrelsesmedlem gennem 5 år, Irina Bjørnø, som – ligesom vores suppleant Lars-Ove Sørensen – ikke modtager genvalg. Endelig ønsker Forbundet Kommunikation og Sprog at være frit stillet lokalemæssigt, hvilket betyder, at vi må sige farvel til vores bekvemme mødelokaler, som Forbundet vederlagsfrit har stillet til rådighed gennem en årrække.

Hermed en stor tak til alle, der har bidraget til Modersmål-Selskabets aktiviteter i den forløbne periode, herunder medlemmer, fonde og sponsorer.

De store forandringer har naturligt nok, med en slidt floskel, skabt en vis turbulens. Alligevel har Selskabets bestyrelse gennemført  Modersmål-Selskabets traditionelle aktiviteter og endda mere til. Med Jørgen Christian Wind Nielsens afgang som formand blev næstformand Mette Bjørnvig Kaufmann valgt til ny formand, og bestyrelsesmedlem samt medlem af årbogsudvalget Adam Hyllested blev valgt til ny næstformand.

Dansk Sprognævn

Modersmål-Selskabet er repræsenteret i Dansk Sprognævns repræsentantskab. Også her er der sket en personændring, idet den maksimale repræsentationsperiode for Jørgen Christian Wind Nielsen, to gange fire år, udløb. Med virkning fra januar 2017 repræsenterer Adam Hyllested Selskabet i Dansk Sprognævns repræsentantskab. Også  i relation til Dansk Sprognævn har der været nogen turbulens i kommunikationen, hvilket illustrerer nødvendigheden af, at Modersmål-Selskabet taler med én stemme udadtil. Bestyrelsen vil i den kommende periode arbejde med, dels hvordan Selskabet kan træffe beslutninger og have meninger af sproglig og sprogpolitisk karakter i den offentlige debat, dels med en koordinering af vores kommunikation i egne og andres medier.

Aktiviteter i beretningsåret

Sprogets magt – Kulturen i sproget, sproget i kulturen – Modersmål-Prisen 2016

I et samarbejde med Mediebrugerorganisationen KLF, Kirke & Medier, inviterede Modersmål-Selskabet den 16. september 2016 til en konference om sproget i medierne på Christiansborg. Konferencen ”Sprogets magt – Kulturen i sproget, sproget i kulturen” tog et vigtigt emne op til debat med indlæg fra flere medieordførere og en minister. I forbindelse med konferencen blev udgivet et temahæfte. Mere end 125 personer deltog i konferencen, der også havde besøg af tre tidligere modtagere af Modersmål-Prisen: Naser Khader, Per Vers og Julie Fabricius.

I forlængelse af konferencen blev Modersmål-Prisen 2016 givet til Danmarks uhyre populære digter Søren Ulrik Thomsen, der kvitterede med en fin takketale.

BogForum og debatarrangement i BellaCenter

Modersmål-Selskabet deltog igen i 2016 i BogForum i BellaCenteret. Vi mener, at det er en anderledes og sjov måde at præsentere Selskabet på. Vi tror også, at vi når ud til et publikum, som vi gerne vil mere i kontakt med – f.eks. undervisere og bibliotekarer.

I år afholdt vi også et stort debatarrangement, der trak fulde huse: Temaet var ”Taler vi mindre pænt i dag eller udtrykker vi os bare anderledes”. Arrangementet var en stor succes, og vi overvejer et tilsvarende arrangement i 2017.

Medlemsblad, årbog og årbogspræsentation

Med en afgået blad- og årbogsredaktør og et nyt trykkeri hang Sprog & Samfund nr. 4/2016 og årbog 2016 i en tynd tråd. Det blev dog aftalt med den afgående redaktør Michael Blædel, at han afsluttede med produktionen af Sprog og Samfund nr. 4/2016. Værre var det med årbogen, der handlede om bordets glæder og havde titlen, ja, (B)Ordets glæder. At årbogen udkom til tiden og i fin stand kan alene tilskrives Lise Bostrups engagement og forlagserfaring. Tak for det.

Årbogen fik en meget positiv presseomtale. Den blev præsenteret på et arrangement i den gamle hovedkasse på Københavns Rådhus. Den mest prominente taler og årbogsforfatter var MF Mogens Lykketoft, men også tidligere formand for Modersmål-Selskabet Elisabet Sinding deltog. Sangeren og komponisten Peter Abrahamsen satte musik til sange og digte af blandt andre Emil Aarestrup og Jeppe Aakjær.

Sprog & Samfund

Sprog & Samfund har fået et nyt redaktionsudvalg: Lise Bostrup som den ansvarshavende redaktør (Bostrup fratrådte dog umiddelbart efter generalforsamlingen. Red.) og Adam Hyllested og Mette Bjørnvig Kaufmann i redaktionen. Sprog & Samfund udkom den 1. marts og fremtræder i et nyt layout blandt andet med fotografier og illustrationer i farver.  Bladet indeholder forskellige artikler, interviews og anmeldelser og blandt emnerne kan nævnes Dansk Vestindien, 100-året for overdragelsen til USA samt sprog i medierne. 

Modersmålsdagen 2017

Modersmål-Selskabet har tradition for at markere den UNESCO-indstiftede modersmålsdag omkring den 20.-21. februar. Den internationale modersmålsdag blev holdt på Regensen i København. Temaet var sange om det danske sprog. Forhenværende kulturminister Bertel Haarder talte om det danske sprog, og pianisten og forfatteren Mogens Wenzel Andreasen spillede til. Der var en rigtig god stemning.

Debatarrangement om mediesprog

Endnu et arrangement er på vej, denne gang i Aarhus – emnet er: Sproget i de danske medier. Arrangementet er blevet til på direkte foranledning af en medlemshenvendelse. Debattører er lektor Henrik Jørgensen, seniorredaktør Henrik Lorentzen og DR’s Martin Kristiansen. Arrangementet finder sted den 15. maj på Dokk1 i Aarhus.

Hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier

Selskabet har en meget aktiv facebookside, vi har en hjemmeside, og vi er begyndt at udsende et elektronisk nyhedsbrev direkte til medlemmer. Bestyrelsen vil i 2017 arbejde med koordineringen mellem de forskellige medier med det formål at styrke  Modersmål-Selskabes kommunikation.

Medlemsstatus

Selskabet fastholder sin medlemsbasis, men der er meget stor gennemstrømning af medlemmer. Vi skal blive bedre til at fastholde eksisterende medlemmer, og Modersmål-Selskabet skal arbejde på at få flere medlemmer og dermed også en stærkere økonomi.

Samarbejdet i bestyrelsen

I bestyrelsen har vi altid haft en tillidsfuld stemning iblandt os, et godt samarbejde med fokus på sproget – og det har vi værdsat. Vi har alle på forskellig vis bidraget i bestyrelsesarbejdet, og der er enighed om, at diskussioner og mangfoldighed er med til at gøre Modersmål-Selskabet til den aktive og levende forening det er. I forlængelse af dette, er det tvingende nødvendigt, at vores kommunikation indadtil og udadtil er båret af respekt og tillid. Den gode tone, det opbyggende sprog, de konstruktive vendinger skal være fundamentet  og udgangspunktet for samarbejdet i bestyrelsen. Desværre har de sidste måneder været præget af usikkerhed. Det bliver vi nødt til som bestyrelse at tage alvorligt, og vi vender tilbage til dette senere på generalforsamlingen under pkt 6.

Endnu en gang tak til alle der på den ene eller den anden måde bidrager til et aktivt Selskab til gavn for det danske sprog. Endnu en gang tak til fonde, vores sponsorer og vores medlemmer.

Tak for ordet.

Beretningen er skrevet af Mette Bjørnvig Kaufmann og Jørgen Christian Wind Nielsen

Skriv en kommentar