I essayet sidste uge om nationalisme og højskolesange formulerer Lars Bonnevie sig med vanlig elegance; der er bare et problem i al den retoriske finesse: Er det sandt, hvad han skriver, holder det for nærmere eftertanke?
Findes der her i landet et massivt “fællesskab af indforståethed omkring sakrosante, nationale symboler”? Er højskolesangbogen udtryk for “fremmedhad, selvgodhed og slå-på-tæven nationalisme” eller “en tyrkertro på at være bedre end alle andre”, er den en katekismus for selvejende bønder, “der bekræfter dem i retten til riget”?
Flotte påstande, dristige, provokerende, men er der hold i dem? Ikke efter min mening, og Bonnevie forsøger ikke selv på nogen måde at løfte bevisbyrden. Et par nedgørende Kierkegaard citater om Grundtvig og en henvisning til Andersens “I Danmark er jeg født” – hvor Bonnevie er for sart til at synge med på mere end en halv linie – det er de spinkle præmisser, der skal bære alle de krasbørstige konklusioner.
I betragtning af, at Andersens sang er skrevet midt under Treårskrigen (i 1850), er den forbløffende lidt nationalistisk. Tyskerhad er der ikke noget af.
Selvgodhed måske, men temmelig beskedent: glæde ved den “friske strand” og “fuldmånen over kløverengen”. Historisk er det gået tilbage, men mere forknytte er vi ikke, end at “…dog så vidt om jorden / end høres danskens sang og mejselslag”, dvs. stolthed over, at folk herfra gør sig gældende inden for kunsk og praktisk virksomhed. “…dér har jeg rod, derfra min verden går”; der er intet indelukket nationalt her, glæde ved det hjemlige ja, men bestemt også ud i verden.
Sangen kunne uden videre oversættes til f.eks. arabisk, og folk fra forskellige lande ville synge den uden at skamme sig eller finde den mærkværdig. “I Irak er jeg født, dér har jeg hjemme, dér har jeg rod…”. Kløverengen skulle nok udskiftes med nogle papyrussiv ved flodbredden, bøgen med en dadelpalme og ind med Allah i stedet for Gud. Den vil gå rent hjem.
Dette bare som et eksempel; man kan finde sange med mere bulder og brag som Kongesangen. Som alle andre ideologier er nationalismen en ideologi, man skal omgås med forsigtighed, og det gør højskolesangbogen i det store hele.
Hvad er det så for en fane, Bonnevie løfter med sin kritik? Kosmopolitismens? Tja, snarere det gode selskabs fane, de rettænkendes fane – og de sejrendes fane, for højskolesangbogen er jo stillet på hylden fra 1968 og frem. Generationerne efter Bonnevie må klare sig med “Rapanden Rasmus” samt de (overvejende engelske) sange, andre synger for dem.
Læserbrev af Bent Pedersbæk Hansen, formand for Modersmål-Selskabet, i Weekendavisen den 4. marts 2005 under titlen “Bonnevies fane”.