Per Arnoldis sprog har gennemslagskraft og gør varigt indtryk. Per Arnoldi er modig og præcis i sit ordvalg. Han taler og skriver kvikt og velovervejet, artikulationen er klar og venlig og ligger godt på tungen, og godt i øret hos den der lytter.
Per Arnoldis mangeårige arbejde for Danmarks Radio huskes endnu, ligesom han gennem snart 50 år har holdt sit helt personlige sprog i live gennem foredrags- og entertainervirksomhed.
Som nyudnævnt formand for Statens Kunstråd er han nu blevet kunstens talsmand. I debatten om kunsten er der også brug for klar tale.
Per Arnoldi har ved mange lejligheder erklæret sin kærlighed til sit modersmål. Det er der ikke mange, der gør i det offentlige rum. Derfor får Per Arnoldi Modersmål-Prisen 2011.
Modersmål-Prisen overrækkes til Per Arnoldi onsdag den 14. september kl. 17-19 i festsalen i Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet), Bredgade 68 i København.
Der er adgang for alle interesserede, men et begrænset antal pladser.