Uovertruffet antal besøgende af sproginteresserede på Modersmål-Selskabets stand nr. 388 på Bogmessen i Forum 14. – 16. november 2008. Stemningen var i top hos både de besøgende og deltagerne på standen.
Modersmålsprismodtagerne Naser Khader og Erik Hansen besøgte standen, og desuden medforfatter til den nye årbog ”Fra det ene sprog til det andet”, Viggo Hjørnager Pedersen.
Den nye årbog blev modtaget med stor interesse, og desuden var plakaten af forsiden også et blikfang. Der var flere, som ønskede at eje denne.
Bogmærker med Modersmål-Selskabets branding vækker stor begejstring og modtages med glæde. Flere sæt flotte, røde bogmærker og sangbøger blev udleveret til skoleklasser gennem dansklærere.
Tidligere års årbøger var der stort salg af. De lave priser fristede mange. De mest eftertragtede var Karkers ”Dansk i tusind år” og ”Dialekter – sidste udkald”, hvorfor der løbende måtte rekvireres flere kasser årbøger.
Plakater af prismodtagere var med til at identificere Selskabet for nye og kommende medlemmer.
Konkurrencen med dyrenavne i sange trak rigtig mange til. Det var god reklame for sangbogen ”Syng dansk – det er kanon”, som blev brugt til opgaven af børn og unge deltagere. Mange gik glade derfra hver time med en bogpræmie efter frit valg fra alle hylder!
Der måtte trykkes ca. 900 eksemplarer ekstra af konkurrencekuponen for at kunne efterkomme den store efterspørgsel fra besøgende fra alle egne af Danmark.
Medhjælperne på standen talte med mange potentielle medlemmer til Modersmål-Selskabets nye klub ”Ildsjæle”, som gerne ser fejl og misbrug af det danske sprog fjernet, og havde en god dialog med alle besøgende.
Alle aktive medhjælpere på standen gik glade fra vagten efter stor indsats for Modersmål-Selskabet med tak fra undertegnede. Flere har allerede tilbudt deres hjælp på Bogmessen næste år.